Aldeles slig ligger de veirbidte øer strøede ud over derhjemme,
der gaar tanker af havsprøit blandet med kjælen soldis om dem, og
bagenom ligger fjordene. Det var ikke underligt, at vore forfædre
følte sig tiltrukne af dette land.
Vi klemte paa at ro nordefter udover kvelden; men da strømmen løb sterkt imod, maatte vi tilslut lægge til land paa en odde. Klokken var da saa omkring 9, og naar undtages en kort frokost og ikke meget længere middag, havde vi altsaa siddet paa vore smale pinder i stive 20 timer; det kan ikke negtes, det smagte at strække sine lemmer paa et bredere grundlag.
Havde middagen været overdaadig, saa blev kveldsmaden det ikke mindre. For første gang, siden vi forlod «Jason», fik vi tage til os helt efter hjertens lyst uden afveining af vore delikatesser, brød, smør og leverpostei, især gjorde vi os grundig tilgode af smørret. Og derpaa til desert saa meget vi orkede af kjødpulverchokoladen, og det vil sige noget ganske utroligt, vi fandt særlig, at plader af den, indbagte i store smørklumper, smagte fortrinlig. Vi drak vand med sukker og citronsaft til og gjorde alt vi kunde, forat intet af dette, vi nu saa længe havde dægget for, skulde bli bragt frem til folk, hvor det jo blev aldeles værdiløst.
For sidste gang, før vi traf folk og luksus, nød vi nu disse vidunderlige kvelde; mens vi sad der paa berget under den stjerneklare himmel, følte vi det, som vi tog afsked med denne natur og dette liv, som vi havde levet os saa ind i og faaet saa kjært.
Vor reise var nu snart endt, vi havde havt mange uheld og mange uventede hindringer, men var komne heldige over dem alle, var komne gjennem drivisen og op
