med at komme ud i baaden igjen, og det var ikke tiden anstrengelse, at jeg kunde bøie mig forover og tage aaren.
Til vor forbauselse fik vi nu ogsaa medvind, og det gik ganske raskt afsted om eftermiddagen, trods vor mæthed. Det eneste mørke punkt i vor tilværelse var nu de urimelig smale pinder, vi sad paa; det verkede i angjældende
(Af Th. Holmboe efter fotografi).
(Af Th. Holmboe efter fotografi).
legemsdel slig, at jeg næsten ønskede, jeg kunde være den del foruden. Lykken er sjelden udelt her i verden.
Saa kom vi ud af fjorden, og i den herligste solnedgang saa vi havet, øerne og holmerne udbredte foran os. Himmelens bløde, mættede farvetoner badedes i sjøen, som vuggede sig om de mørke holmer og skjær, og disse saa ud, som de svævede frit i et dunkeltglødende himmelrum. Vi stansede at ro, der strømmede over os en følelse af hjemmet.
