hindring overvunden, og vi var komne frem til aabent farvand.
Vi spiste vor middag og stak ud paa vor første sjøreise, som gjaldt intet mindre end nordsiden af fjorden, hvor vi agtede at holde langs landet udefter. Vi opdagede nu til vor glæde, at baaden ikke var fuldt saa tungroet, som vi havde ventet. Det kunde vistnok ikke siges at være nogen hurtigroer, men vi kom dog frem og naaede over fjorden paa en efter vor mening merkelig kort tid. Tæthed hørte imidlertid ikke til dens dyder, den lækkede slig, at den gjerne maatte øses med en af vore kopper hvert tiende minut.
Den bugt, vi her havde indenfor os, var, efter vore begreber, ualmindelig vakker, med en blid, stille dal opigjennem, omgivet af langbratte, brune lier, runde, lave høiderygge med flyer, i det hele et land, som maatte egne sig ypperlig for renjagt. Tilgiv os, poetiske læser, men alt, hvad der kunde bringes i forbindelse med mad og vildt, var det, som interesserede os mest, og som vi helst saa som skjønt i naturen.
Saa holdt vi udover langs Ameragdlas[1] stupbratte nordside og lagde tillands om kvelden paa et sted, hvor vi kunde faa baaden op og finde nogenlunde sovepladse, hvilket ikke lod sig gjøre overalt der. Vi var ikke komne langt den dag; men vi var alligevel fornøiede ved atter at færdes ved sjøen. Hvad der gjorde os mest glade, var dog det, at vi nu efter 46 dages faste paa tørret kost skulde faa ferskmad og faa spise os helt mætte. Jeg havde nemlig under vor baadtur skudt 6 af de store blaamaager
(Larus glaucus).
- ↑ Saa kaldes den inderste arm af Ameralik-fjorden
