skistav ned til fjorden; men spanter havde vi ikke, og dertil skulde jo de bøiede askestænger i kjælkerne have tjent. Nu laa de imidlertid deroppe, og det vilde mindst tage 2, om ikke 3 dage at hente dem; det gjaldt derfor at finde noget at sætte isteden, og det laa da nær at ty til vidjekjærene, som paa flere kanter omgav os. Balto skulde hjælpe med syningen, mens de andre allerede næste morgen skulde vende tilbage efter tøiet ved indlandsisens rand.
Om morgenen den 27de september tørnede vi tidlig ud, kogte vor sidste portion the, hvortil vi spiste en meget knap frokost, bestaaende af brød og lidt pemmikan; af denne sidste vare havde vi vistnok taget en forsvarlig ladning med fra vor store beholdning ved indlandsisen; men vi havde spist forbausende meget deraf (18 plader af 25), og af det tilbageblevne trængte Sverdrup og jeg, hvad vi kunde faa til vor baadtur; thi ingen kunde vide, hvor længe den vilde vare.
Efter frokost gik Sverdrup og Balto straks igang med baadbygningen, mens jeg tog nogle observationer, og de andre lagede sig istand for at vende tilbage.
Efter at have faaet uddelt sin proviant for dagen, bestaaende af brød og lidt kjødpostei for 2 maal samt lidt kjødpulverchokolade, var de snart færdige til at sætte af og fik nu sammen med Balto, som jo senere skulde komme efter dem, sin instruks. Af udrustningen maatte først og fremst alle instrumenter, dagboger, journaler o. s. v. tages vare paa, af det øvrige maatte saa meget, som det lod sig gjøre, bringes med; at intet af provianten lagdes igjen, siger sig selv.
Saa drog de afsted op gjennem dalen, ledsagede af de bedste ønsker og det herligste veir, og vi fortsatte med baadbygningen. Oprindelig havde det været min tanke at
