hvorigjennem elven bugtede sig langt udover, havde vi blot en kort skraaning. Lige under os var der en liden lyng- og kratbevokset flade med et vand; her maatte netop være en god teltplads med ly af bakken mod østenvinden, som just nu kom strygende ned ad dalgabet lige fra indlandsisen. Vi ilede derned, kastede oppakningerne i lyngen, kastede os selv efter og lod rigtig for alvor følelsen over at være naaede frem vederkvæge det hele trætte legeme.
Vistnok stod der endnu for os alle adskilligt tilbage at udrette, de 4 skulde hente resten af tøiet, og Sverdrup og jeg skulde frem til Godthaab for at hente baad og hjælp — paa hvad maade, havde vi endnu ikke paa det rene. Men en ting var dog ubestridelig, og det var, at nu befandt vi os atter i høide med havfladen, om end ikke ganske ved havkanten, og her var det sandsynligvis slut med de fleste af vore lidelser og strabadser. En vanskelighed, som af mange sagkyndige, maaske de allerfleste, var anseet som uoverkommelig, var nu overvunden — hvad under da, at den stemning, vi befandt os i, var en eneste følelse af velvære? Efterat vi havde hvilt og spist lidt, gik et par af os en tur op paa fjeldet i øst for at faa en udsigt udover fjorden. Landet paa nordsiden af denne viste sig, seet herfra, at være saa sønderrevet, at der kun var liden sandsynlighed for, at vi med nogenlunde lethed kunde naa Godthaab over land.
At gaa til Narsak, som ligger paa sydsiden af fjorden, vilde vistnok være lettere; men her vilde vi neppe træffe folk, som forstod europæisk, sjøveien blev nok derfor den sikreste. Bestemte paa at forsøge os i baadbyggerkunsten, saa godt det lod sig gjøre med de materialer, vi havde forhaanden, vendte vi derfor tilbage til teltet. Vi havde bare med os 2 bambusstænger samt en
