uvant, særlig var den let at tygge, sammenlignet med det haarde pemmikan, som for skrøbelige tænder næsten ikke var til at faa ned, selv om man, saaledes som Sverdrup og jeg, de daarligst udrustede i den henseende, altid søgte ud det mest mugne. Lyngbaalet flammede lystig op, ertesuppen var varm, og stemningen var endnu varmere.
Den 26de september havde vi endelig nogenlunde begrundet haab om at naa fjorden. Vi fulgte dalen nedom elven og kom dels over lerede, sandige bundmoræner, dels over flade sandsletter (terrasser), hvori elven havde gravet sig dybt ned med bratte bredder, som ofte var bevoksede med mandshøit vidje- og orekrat. Det sidste stod endnu grønt, mens vidjeløvet var gulbrunt og vissent, sandsynligvis paa grund af tidligere døgns nattekulde. Nu var der imidlertid 12° varme i skyggen om dagen, og nætterne var milde som septembernætter hjemme. Disse sletter er ogsaa paa tvers gjennemskaarne af bækkeleier, som har gravet sig dybt ned i det bløde sandler, og som, naar deres bratte skrænter var overgroede med høit vidjekrat, kunde være ubehagelige nok at komme over.
Det var forøvrigt en i geologisk henseende yderst interessant dal, den, vi her gik igjennem. Paa et sted langt nede havde elven skaaret ud et friskt skred i sandbredden, og her laa der masser af gamle blaaskjæl (mytilus edulis) mellem sandet. Deraf kan vi tydelig forstaa, hvorledes disse store sandsletter, som fylder dalbunden, er bleven dannede. Engang har der her været fjord; gruset og lerslammet, som elven førte med fra indlandsisen, og som skyldtes dennes rivning mod fjeldet under den, afleiredes paa fjordbunden og fyldte denne efterhaanden med et vandret sand- og lerlag. Senere har landet hævet sig. At dette sidste er skeet, vises netop sikrest ved disse
