komme mer næver til imorgen tidlig, saa var det ønskeligt, at han nu gjorde op ild. Dermed gik han ud. og det varede ikke længe, inden et knitrende baal blussede udenfor, straalte varme og lys ind i det før saa mørke teltrum og kastede et rembrandtsk lysskjær over de siddende skikkelser, som aad sig glade og næsten mætte og gjorde en flittig brug af kopperne, mens utrolige kvantiteter af suppe sattes tillivs. Det var helt uvant at kunne se saa godt, hvad det var, man førte i sig, og det var ingen uvelkommen forandring efter saa ofte at have spist i det mest ravnsorte mørke.
Jeg bad nu flere gange Ravna komme ind igjen, det var ikke længer nødvendigt at passe varmen; men nu var han ikke at formaa til at flytte sig derfra.
Efter kveldsmaden tog de røgende medlemmer sig en pibe mos eller græs, og saa strakte man sig med de dampende piber rundt det varmende baal for rigtig at lade følelsen af at have forladt indlandsisen og have naaet sit maal vederkvæge en.
For mit vedkommende laa jeg der paa ryggen og frydede mig ved at se, hvilket fornøiet, næsten skjelmsk udtryk der var kommet i Ravnas ellers saa utilfredse ansigt. Han var lutter smil, og paa forespørgsel, om han likte landet og kunde kjende fjeldduften, svarede han atter begeistret, at her kunde han nok like at bo. Jeg spurgte ham nu for alvor, om han skulde have lyst til at flytte hid med sine rener. Han svarede, at det skulde han nok, men det vilde bli ham for dyrt. Da jeg mente, at i det tilfælde maatte den danske eller norske stat skaffe ham gratis over, sagde han, at da vilde han ikke betænke sig et øieblik. Her var gode beiter, vildren var her og, dem havde han om ettermiddagen seet spor nok af, og rig vilde han bli
