han svarede bare, at han ikke vilde skille sig ved klædessækken sin, hvori han havde testamentet. Og han skrævede afsted med sin svære bør, hvorunder han blev næsten borte, lige letvindt og lige hurtig som nogen af os. Han mente nok, at der nu ingen grund var til at spare paa kræfterne, og vilde da for en gangs skyld vise os, hvad han dugede til. Det var nok sandt, som Balto altid med saa megen beundring sagde: «Han Ravna, aa pina død, det er gut, som er sterk!»
Nedstigningen var paa mange steder brat, veien gik over urer og myrer, og børene, vi havde paa ryggen, var tunge, det var derfor neppe underligt, at det ikke gik raskt udover. Flere gange under vandringen sagde Ravna helt begeistret til mig: «Her lugte deilig, aldeles som paa finmarkske fjelde, hvor godt renbeite.» Og det var sandt, der lugtede baade af fjeldgræs og renmos, og med vellyst indsugede vi i lange drag den krydrede luft.
Mod kvelden kom vi nedover mod et langt vand, vi kaldte det «Langvandet», hvori vi til vor forundring fik se en mægtig skridjøkel skyde sig ud fra vest; det var tydeligvis en arm af indlandsisen, som skar sig ind bortenom det fjeld, vi havde vestenfor os.
Efterat vi var komne et stykke over vandet paa en skrøbelig is, som vi flere gange holdt paa at falde igjennem, og hvorfra vi med nød klarede os til land, stansede vi om kvelden paa dets østre side ved en god teltplads. For første gang paa hele vor færd fik vi nu ordentlig lang og myg lyng at ligge paa, og det kan nok hænde, vi strakte os med velbehag i den, mens fjeldluften viftede hen over os, blandet med en eiendommelig, bedøvende naaletræslugt, der kom fra en egen planteart, som vokste i stor mængde.
