Ogsaa paa Ravnas ansigt var endelig en glad mine at
opdage, stakkars fyr, han havde mange gange opgivet haabet om at
føle fast jord under fødderne igjen. Det første, han og Balto
gjorde, da de blev kvit kjælken, var at rende bent tilfjelds,
ligesom dengang vi naaede østkysten.
Men nu var det paa høi tid at tænke paa middag; selv den mest overstrømmende følelse af at have naaet sit maal er dog ikke nok til at lade en glemme de materielle fornødenheder, tvertimod gjorde for os følelsen af en overvunden vanskelighed den materielle nydelse dobbelt god.
Da vi endelig var færdige med middagen, gik vi straks igang med at lage til hver vor bør for nedturen mod fjorden. Det gjaldt at tage saa meget som muligt af det nødvendigste.
Forat vi i tilfælde straks kunde have lidt materiale til baadbygningen, tog vi nogle bambusstænger med og mente, at flere kunde hentes, mens arbeidet stod paa. De sager, vi ikke kunde tage med, blev lagte ovenpaa kjælkerne og godt tildækkede med presenninger. Da dette var gjort, var vi endelig om eftermiddagen færdige til at drage nedover dalen.
Ved denne leilighed fik vi se, hvilke kræfter der var i lille Ravna. Under turen over indlandsisen havde han trukket mindst af os alle, men klagede over, at det var saa tungt for ham «gammel mand», og sakkede stadig efter. Da jeg nu havde delt i seks hauge det, som vi mente at kunne klare, blev jeg ikke lidet forbauset over at se Ravna foruden sin del tage sin klædessæk, hvori der var adskilligt tøi og lignende, paa ryggen. Jeg sagde til ham, at det ikke var meningen, at han skulde bære begge dele; men
