saa meget han orkede. Blikkassen var stor, men det var ikke mere end, at der saavidt blev nok igjen til ertesuppe-kogningen. Fra den dag fandt vi vand nok overalt.»
Ja, vi mindes nok alle den 21de september, da vi første gang fik vand.
Saasnart vi var komne ind i teltet, varede det ikke længe, inden den herlig duftende suppe skjænkedes rundt i kopperne, og vi langede til maden med mer end vanlig appetit, og det vil sige meget. Nu kunde ogsaa Ravna spise, han paastod altid tidligere, at han ikke kunde spise ordentlig, fordi han ikke fik drikke sig utørst; af den grund sparede han ogsaa op af sine rationer, og han kunde hyppig ærgre os andre med at tage frem en 4 eller 5 kjødbeskøiter paa en gang og vise os, saa vore tænder selvfølgelig løb i vand. Sagen var antagelig den, at hans lille krop ikke trængte saa meget mad som vore store. Efter kveldsmaden serveredes citrontoddy, som lagedes af citronsyre, et par draaber citronolje og sukker i varmt vand; den smagte aldeles ubeskrivelig, som vi laa der i soveposerne og nød den i lange drag. For min egen part havde jeg ikke paa længe følt mig saa træt, og med de andre var det neppe stort bedre. At stampe i den løse nysne til op over knæerne tager paa benmusklerne. Men slige kvelder efterpaa i teltet sænker der sig en følelse af usigeligt velvære over en, og over alle dagens møier og besværligheder lægger sig et glemselens slør.
En liden lysestump, den sidste vi har, oplyser, saa længe vi spiser, det lille rum, saa er vi færdige, alt er sat istand for næste morgen, lyset slukkes, hovederne puttes helt ind under hætten paa soveposen, og snart vugges vi mod drømmenes land.
