skumre sterkt, da vi endelig vendte hjemover. Vi blev elendig udarmede af at bryde os vei gjennem nysneen i dette ulænde, og det var ikke uden glæde, at jeg langt om længe i afstand fik øie paa teltet. Da vi kom forbi vor første vandpyt, maatte vi igjen tage os en god sup; vi lagde os ned og lod nu vandet i rigelig mængde strømme ned gjennem vore struber; det isede i panden, men det fik ikke hjælpe, det var rent himmelsk for en gangs skyld at drikke sig rigtig utørst.
Da vi kom til teltet og traadte ind i det lille rum, hvor vore kamerater sad paa hug rundt kogeapparatet, slog en liflig duft af varm ertesuppe os imøde. Balto var meget stolt over at have holdt sig min ordre efterrettelig til punkt og prikke, han havde alt varmt og færdigt til at spises. Hvorledes de andre havde havt det, mens vi var borte, skildrer Balto paa følgende vis:
«De andre tre drog afsted med taug om livet for at se ud vei, vi tre, jeg, Ravna og Dietrichson, blev tilbage for at sætte op teltet, og jeg skulde koge ertesuppe, thi jeg var kok. Jeg tog da frem kogemaskinen, men opdagede saa, at der ingen væger var, Nansen havde dem i lommen. Saa sendte jeg Ravna afsted efter Nansen for at faa fat i væger. Da Ravna kom tilbage til os med vægerne, fortalte han, at han havde fundet vand og drukket maven fuld deraf. Da jeg hørte det, greb jeg en tom blikkasse og løb i et sprang, til jeg naaede vanddammen, og kastede mig ned og drak. Af og til maatte jeg løfte hovedet op for at puste lidt, og saa til at drikke igjen. Det smagte mig akkurat som sød melk; thi vi havde dag for dag været uden vand i en hel maaned. Saa fyldte jeg blikkassen og bar den til teltet. Straks jeg kom til teltet, kastede Dietrichson sig ned ved blikkassen og drak,
