sprækket lænde og maatte holde sydefter for at undgaa de værste sprækker og komme over paa bedre is. Nysneen var i hele den strækning, vi den dag gik igjennem, tildels føget sammen i fonner, især var dette tilfældet i alle ujevnheder, mens den paa andre steder var føget bort og lod den haarde, glatte isoverflade ligge bar.
Efter en stund kom vi til en vældig, lang bakke, som vi maatte udfor. Sverdrup og jeg stod paa skierne, og det gik strygende; men kjælken var slem at styre, og svære sprækker havde vi paa begge sider; tilsidst maatte vi bekvemme os til at spænde skierne af. Det gik nu ret udover bakken, mens vi selv stod paa siderne og skrubbede og bremsede, som bedst vi kunde, for at undgaa sprækker; især var lapperne uvørne og agede udover med lynende fart. Lidt længere frem traf vi paa blankis, som var helt vanskelig at gaa paa, og som lod til at være en stor tilfrossen indsjø. Paa den anden side denne kom vi igjen i utryg is; efterat vi her flere gange havde faldt med benene ned i sprækker, fandt vi det bedst at tage skierne paa, man kunde da gaa tryggere; de gav en større bæreflade paa de usikre steder. Engang saa det dog stygt ud, vor kjælke kom langsefter en spræk, og den ene mei skar igjennem sneskavlen, som dækkede den. Det begyndte allerede at briste langsefter hele kjælken, da vi i sidste øieblik fik draget den op paa tryg grund. Ravna og Balto gik det næsten værre, engang de skulde forsøge en kortere vei end den, Sverdrup og jeg havde taget, og de kom ud paa en endnu bredere spræk, hvor hele den ene mei skar igjennem og kjælken næsten kantrede; det var med yderste nød de klarede sig. Jeg var selvfølgelig «knagende» sint og skjældte dem ud, fordi de ikke fulgte vore spor, «var det ikke nok, at de, som gik først, udsattes for den
