brede vikinge-lignende seil mod den store maaneskive over den ensformige hvide flade.
«Stedse bar det afsted med større fart, mens isen blev vanskeligere, og jeg kunde gjennem maaneskinnet øine endnu værre forud. I næste øieblik var jeg der, det var masser af sprækker, men de var fyldte med sne og derfor som regel ufarlige. Af og til føltes jo
(Af A. Bloch efter et udkast af forfatteren).
(Af A. Bloch efter et udkast af forfatteren).
med staven hul grund under, men sprækken var smal, og kjælkerne gled over. Saa kom der en bredere spræk, og jeg øinede et mørkt og bredt svelg ikke langt borte. Jeg stansede, nærmede mig forsigtig paa den glatte is, hvor der nu næsten ikke fandtes mer nysne, og saa ned i en dyb og mørk slugt. Bortenfor skimtedes spræk efter spræk som dybblaa striber, der alle løb i samme retning tvers paa vor kurs. Jeg gjorde nu tegn til de andre at stanse, her var ingen fremkomst, og vi maatte slaa telt.
