samme saa vi straks foran os en forfærdelig isspræk, som var nogle 100 meter dyb.»
Om denne seilads siger jeg i min dagbog videre: «Det var den første spræk, men den var rimeligvis ikke alene, vi maatte være belavede paa at møde flere. Man blev nu lidt betænkt ved at seile mer den kveld; men jeg fandt det for tidligt at lægge op, vi maatte nytte vinden. Jeg spændte mig derfor fra kjælkerne og gik iforveien for at undersøge isen, mens Sverdrup overtog styret, og seilene blev mindskede paa begge seilere, som maatte holde sig et stykke efter mig.
«Vinden var saa sterk, at den hjalp godt; jeg kunde staa paa skierne lange stykker uden at røre benene, og det jog hurtig frem paa den vis. Hvor grunden saa upaalidelig ud, maatte jeg gaa forsigtig tilverks og stadig føle foran mig med skistaven, om der ikke var hul grund under nysneen. Naar saa var tilfældet, blev der gjort tegn til de andre, at de maatte komme en anden vei, hvor jeg fandt sikker grund. Trods denne forsigtige fremgangsmaade havde det dog nær hændt, at Sverdrup, Kristiansen og kjælkerne var forsvundne, hele grunden styrtede ned lige bag dem, just som de var komne over en spræk, de ikke vidste om. Imidlertid tog vinden til, og seilene maatte flere gange mindskes, forat skuderne ikke skulde komme for nær indpaa mig. Da sulten endelig gjorde sine krav gjældende, uddeltes 2 kjødbeskjøiter tilmands, vi gjorde dog ingen stans i den anledning, de maatte spises paa farten.
«Det mørknede hurtig, men fuldmaanen kom op, og den lyste godt nok gjennem snefokket, til at jeg kunde se at undgaa de værste sprækker. Det gjorde et sælsomt indtryk at se de to skuder komme susende efter med de
