gode var nemlig først syltetøi, amerikanske havrekjæks, smør. »
Det land, vi først saa, laa lidt nordenfor den retning, hvori vi hidtil havde styret, men jeg satte dog kurs paa det, saameget mer som isen i den retning saa ud til at være lavest.
Snart efter var landet atter skjult i snefokket, vinden tiltog, og med den klos i ryggen bar det hele eftermiddagen fremover, uden at vi saa noget mer af landet; skraaning efter skraaning tilbagelagdes, og det gik «gloria», som vi udtrykte os, naar det gik usedvanlig godt, hvilket sjelden hændte.
Ud paa eftermiddagen var en stund lændet temmelig fladt og vinden lidt løi, men som det led paa kvelden, øgede den igjen, skraaningen blev sterkere, og med vildere og vildere fart suste det afsted, mens snefokket tiltog. Det begyndte allerede at skumre sterkt, da jeg pludselig gjennem fokket fik se noget mørkt paa sneen fremfor mig. Jeg tog det for en almindelig ujevnhed, og ikke ænsende det, skar jeg bent paa. I næste øieblik opdagede jeg paa nogle skridts afstand, at det ikke var saa, i samme nu kastede jeg rundt og løb skuden op i vinden; det var paa høi tid, vi stod just paa kanten af en bred spræk; lidt længere, og vi vilde maaske have forsvundet for ikke mer at se dagens lys. Af al magt skreg vi til de andre, som kom seilende efter, og de fik ogsaa luffet til. Balto siger herom: «Om kvelden, da vi holdt paa at seile, klokken kunde vel være halv otte, og det var temmelig mørkt, saa vi, at Nansen, som seilede forud paa ski, vinkede heftigt til os og raabte høit: «Seil ikke hid, stedet er farligt!» Vi, som holdt paa at komme i fuld fart og havde ondt for at stanse farten, maatte holde paa skraa og kaste os selv paa siden. I det
