orden, at vi kunde drage videre paa et føre, som var tungere end nogensinde.
Dette døgn i teltet beskriver Balto paa følgende maade:
«En dag fik vi forfærdelig haardt veir, snefok og storm. Vi drog dog alligevel fremover lige til kvelden. I begyndelsen var det storm fra nord (skal være syd) men siden blev det østenvind. Om morgenen, da vi havde kogt kaffe (?), skulde en mand ud i et erende; men da han aabnede teltdøren, for han tilbage igjen, veiret var saa forfærdeligt udenfor, at det var saa godt som umuligt at komme ud. Jeg tog da en kufte om hovedet, saa jeg bare kunde gløtte lidt med øinene, og vaagede mig ud. Jeg gik nogle skridt bort fra teltet for at se efter kjælkerne, men jeg saa ikke en eneste kjælke, de var aldeles begravne af snestormen. Heller ikke teltet kunde jeg se mere, saa jeg maatte sætte i at huje, og først da de svarede fra teltet, kunde jeg finde det. Ogsaa det var aldeles begravet i sne. Næste dag var det godt veir, og vi fik da travlt med at grave alle vore sager op igjen af sneen.»
Det daglige liv i denne tid gik sin regelmæssige gang og udmerkede sig ved sin mangel paa større begivenheder. Det værste arbeide i døgnet var at tørne ud om morgenen en time før de andre for at være kok. Naar man vaagnede, fandt man gjerne hovedet fuldstændig omgivet af is og rim inde i soveposen, det var fugtigheden i aanden, som var frossen og havde slaaet sig ned i haarene paa skindet. Havde man nu faaet søvnen af øinene og reiste sig op i posen, sad man i et rum med en temperatur af henimod ÷40 °, og hvor der paa alle væggene undtagen den, som vinden stod paa, hang tommelange rimfrynser; var man saa ulykkelig at røre derved, fik man et mindre behageligt morgenbad af rim. Saa skulde man til at tænde paa
