Vi lyttede med spændt forventning, det lod vente paa sig,
enkelte mente, at det dog muligens var slut; men nei, der kom et
svagt pust fra nordvest (retvisende), saa for det ene vindstød
sterkere end det andet hen over os, og stormen brød løs endnu
vældigere end før ret mod teltdørsvæggen og fyldte hele luften inde
hos os med sneraak, som stod ind af alle aabninger. Balto skulde
nytte øieblikket og var just ude for at fylde sne paa
kogeapparatet; men han havde sin nød med at finde tilbage til
os.
«Nu var gode raad dyre, den væg var den svageste, og derfor sørgede vi altid for at vende den fra vinden. Ved hjælp af ski, skistave, indianertruger og uldtøi blev den dog nogenlunde sterk og døraabningen saa pas tæt, at der var udholdeligt; men vi sad der nu som mus i en fælde, alle aabninger var stængte, ud kunde vi ikke komme, om det var aldrig saa nødvendigt.
«Imidlertid gjorde vi os livet saa behageligt som muligt, kogte kaffe — hvilket, som ovenfor omtalt, var afskaffet til dagligt brug — krøb i vore poser, og de røgende fik til trøst for uveiret en pibe tobak.
Kun Ravna var trods kaffeen den hele tid ulykkelig. Jeg søgte at trøste ham, men han sagde: «Jeg gammel fjeldlap, jeg kjende godt, naar det kommer snestorm paa fjeld i september maane, da holde længe ved,» og derved blev han staaende, trods alle forestillinger.»
Da vi vaagnede den næste morgen (8de september), var vinden løiet saa meget af, at vi kunde fortsætte; men det var ingen let sag at komme ud, vi maatte grave os gjennem sneen, som havde dækket teltet, saa bare mønet stak op. Til kjælkerne saa vi omtrent intet, og vi havde meget arbeide, før vi fik dem frem og kom saa meget i
