ivei med dette, de riggede sig ekstra til og surrede klæderne igjen overalt, hvor der var mulighed for sneen at trænge sig ind. Balto var først færdig, jeg saa efter ham gjennem aabningen, idet han gik; men han havde ikke taget mer end nogle skridt ud i sneraaket, før jeg ikke kunde se ham længer. Kjælkerne var næsten helt forsvundne, han maatte lede efter dem, og det var ikke lidet arbeide med at komme til den mad, vi trængte.
«Da Kristiansen skulde ud af teltet for at faa sat flere stormbarduner paa luv teltvæg, tog vinden slig, at han maatte krybe paa fire. Trods de mange hindringer kom dog alt i nogenlunde orden. Ved hjælp af ski blev den udsatte teltvæg forsvarlig støttet paa kryds og tvers indenfra, og under mønestangen blev der anbragt skistave til forstøtning. Vi kunde nu være nogenlunde trygge for, at det holdt. Saa blev alle aabninger og sprækker, saa godt det lod sig gjøre, tilstoppede med reserveklæder og lignende, ganske tæt fik vi dog teltet aldrig, lidt efter lidt dannede der sig store snefaner inde hos os, og rummet, som var lidet nok før, blev stadig mindre dels paa grund deraf, dels paa grund af sneen, som tyngede paa udenfra.
«Vi havde det dog ganske lunt og godt, der vi var, sneen, som hobede sig op paa udsiden og lidt efter lidt begravede teltet, gjorde det varmt og beskyttede godt mod vinden. Men saa lidt efter middag stilnede denne pludselig af, det var, som man med et slag havde hugget den over, — det blev fuldstændig vindstille. En uhyggelig taushed kom over os, vi forstod alle, at næste øieblik vilde den komme endnu sterkere igjen fra den modsatte kant; det føltes fuldstændig, som det maa være ombord i et skib i en orkan pludselig at faa den velkjendte dødsstilhed.
