stormen herredømmet udenfor. Vi var den dag komne et langt stykke frem, vi antog henimod 4 mil (det var dog neppe mer end 2 ½).
«Stormen rasede hele natten og blev mer og mer ren østlig (retvisende). Just som jeg vaagnede den næste morgen (7de september) og laa i halvsøvne, hørte jeg noget springe istykker, det var den ene af bardunerne paa teltets østre væg; vinden stod ret paa denne med en voldsomhed, saa jeg hvert øieblik ventede at se den revne. Ved hjælp af nogle paksække, stablede ovenpaa hverandre, fik vi den nogenlunde afstivet, jeg frygtede dog endnu for, at den skulde springe, og tænkte kun paa, hvad vi saa skulde gjøre, naar snefokket kom lige ind i teltet til os. Det blev vel ikke andet for end at krybe godt ned i poserne og lade sig nedsne.
«Vi haabede dog paa, at det skulde bli bedre med vinden, og imidlertid fik jeg tændt op og kogte lapskaus og the, som gjorde godt i de sultne maver. Saa blev vinden lidt bedre, og vi mente at kunne drage videre. Vi riggede os til i uveirshyre og skulde ud for at sætte seil, idag var det endelig seilevind, som forslog. Balto var først færdig og krøb ud af teltdøren, hvilket ikke var let arbeide, da den var stængt af en snefane. Det varede ikke mange sekunder, før han kom hoppende ind igjen med ansigt og klæder fulde af sne, aldeles forpustet, vinden og snefokket havde taget veiret fra ham. Det første, han sagde, da han kom sig saa pas, at han kunde snakke, var, at «idag blir der ingen reis». Jeg stak hovedet ud og indsaa for vel rigtigheden deraf, alt stod i raak.
«Vi maatte bli, hvor vi var; men teltet maatte støttes, og mad maatte vi have hentet ind til os fra slæderne, før vi blev sneede helt ned. Balto og Kristiansen skulde gaa
