morgenen (den 6te september), var den løiet saa meget af, at vi ikke fandt det umagen værd at sætte seil. Ud paa formiddagen friskede imidlertid vinden til igjen, og ved middagstid var den rent sydlig (retvisende); jeg mente derfor, at vi burde sætte seil, men da dette mødte indvendinger fra de andre, som havde liden lyst paa omrigning og de mange surringer i dette snefok, lod jeg det uheldigvis være, hvilket vi senere skulde komme til at angre paa; thi efterhvert som vi drog frem, blev vinden mer og mer agterlig samtidig med, at den voksede i styrke.
«Det blev snart en fuldstændig snestorm, som gik over til ost-sydost eller ost. Vi havde den følgelig næsten ret agterind, og den blæste baade os og kjælkerne afsted. Da nu snefladen ogsaa tydeligvis heldede lidt med, bar det hurtig vestover. Snefokket tiltog i den grad, at Sverdrup og jeg ikke paa 20 skridts afstand kunde se de andre, som kom efter, og vi maatte hyppig vente for ikke at miste dem. Da vi ved otte-tiden om kvelden stansede, var det intet let arbeide at faa teltet op i den forrygende storm; og ve den ulykkelige, som havde gaaet let klædt om dagen og nu maatte tage trøien af for at faa paa sig noget mer undertøi; stormen blæste snestøvet lige ind paa skindet gjennem alle porer i uldtrøie og skjorte, det føltes, som om man stod der splitter nøgen; selv holdt jeg paa at fryse af mig venstre haand ved den forretning, og det var med de største vanskeligheder, at jeg fik klæderne tilknappede. Dog, teltet kom op dengang ogsaa; men kogt noget blev der ikke den kveld, der gøv for meget sne ind gjennem alle aabninger dertil; vi tog et par beskøiter, lidt leverpostei og pemmikan og var glade ved snarest mulig at krybe dybt ned i poserne, trække laaget over hovedet og spise det der, sove og saa overlade
