muligens en maade at slutte os dertil paa, nemlig ved at undersøge sneens bygning nedigjennem og ved at se, om den gamle sne har været udsat for smeltning. Dette gjordes ogsaa, saa godt tiden tillod os det.
Lige indtil den høide, vi kom i den 30te august (1980 m.), fandt vi, at den gamle sne var fuldstændig haardfrossen og var tildels forvandlet til en slags kornet is, eller om man vil iset, sammenfrossen kornsne; denne sne havde tydeligvis været udsat for sterkt lindeveir, hvorefter var kommet frost. Ovenpaa laa der gjerne fra 5 til 10 eller endog 12 tommer løs, tør nysne, som altsaa var falden efter sommermaanederne.
Om kvelden den 31te august fandt vi til vor forbauselse, da vi skulde ramme skistavene ned for at sætte op teltet, at der vistnok var en fast skorpe paa den gamle sne under den løse nysne; men brød vi gjennem denne skorpe, kunde vi stikke stavene ned, saa langt det skulde være. Dette var et tydeligt bevis paa, at vi allerede da var oppe i den høide (2270 m.), hvor solen kun midtsommers formaar at gjøre et tyndt lag af sneen kram eller fugtig, og dette lag fryser saa atter om natten, naar solen staar lavt. Snesmeltningen kan følgelig ikke formindske snemængden det allerringeste i denne høide; thi det ubetydelige smeltevand, som dannes, kommer jo ingen vei, det holdes fast af nattefrosten.
Et lignende forhold fandt vi overalt i det indre af indlandsisen, sneens smeltning var omtrent ingen. Forøvrigt var den gamle snes bygning i lag ganske merkelig. Den 3dje september siger jeg saaledes derom, at jeg flere gange den dag havde forsøgt at stikke staven ned igjennem sneen og fandt da som regel, at der øverst var omkring 3 tommer løs nysne, saa kom en isskorpe paa omkring en halv
