maatte tage sig vel i vare, hvis man ikke vilde fryse dem af. Det hændte oftere, naar lauparskoene skulde tages af om kvelden, at de var frosne sammen med ladder og strømper til et stykke.
Senere formaaede solen ikke at gjøre sneen vaad, men den havde dog en sterk magt i den høide, vi her var oppe paa, hvor følgelig luften er tynd og forholdsvis lidet af dens varmestraaler blir absorberet i atmosfæren. Som eksempel paa solens virkning kan bl. a. anføres, at den 1ste september viste et spiritustermometer, som blev lagt i solen +29,5° C. samtidig med, at luftens temperatur var ÷3,6° C. (maalt med svingetermometer). Om natten havde vi havt ÷16° C.
Den 3dje september viste et spiritustermometer, da det ved middagstid blev lagt paa en kjælke i solen, en temperatur af + 31,5° C., mens svingetermometret til samme tid viste, at luften havde en temperatur af ÷11° C.
Denne store forskjel mellem temperaturen i solen og i skyggen er tydeligvis bevirket ved den sterke varmeudstraaling gjennem den tynde, lidet vandholdige luft i denne høide over havet.
Allerede for mange aar siden er et lignende forhold iagttaget i Sibirien af vor berømte landsmand Hansten. I et brev fra Irkutsk, dateret 11te april 1829, skriver han:
«Landets temmelig høie beliggenhed og den betydelige afstand fra havet gjør luften tør og dunstfri og foraarsager en sterk varmeudstraaling, hvilket sidste ogsaa er en grund til stedets lave temperatur. Solens magt om vaaren er her saa sterk, at i en kulde af 20° til 30° R. i skyggen om middagen drypper vandet fra tagene
paa solsiden.»[1]
- ↑ Astron. Nachrichten B. I. side 327.
