end værst med vor kjælke, det var ikke mer end saa, at vi kunde faa den frem. Vi forstod ikke ganske, hvad der kunde feile den, den havde altid været værre at trække end alle de andre kjælker, og Sverdrup mente, «at det maatte være den onde selv, som sad bag paa». Den formiddag bestemte vi os derfor til at lægge den igjen og tog Baltos kjælke isteden, mens han lagde sin last paa Ravnas, og de to lapper trak altsaa efter den dag sammen. Ved den forandring gik der en ny sol op over Sverdrups og min tilværelse; vi kom med vor nye kjælke saa hurtig frem, at de andre havde ondt for at følge med; og vi fandt, at tilværelsen blev næsten behagelig.»
Forøvrigt var det nok ikke bare os, som fandt, at det var tungt, lapperne klagede stadig, og en dag stansede Balto pludselig og sagde til mig: «Da du spurgte os to lapper i Kristiania, hvor meget vi kunde trække, saa svarede vi, at vi kunde trække 3 vog hver, men nu har vi over 6 vog at trække hver, og en ting vil jeg sige, at kan vi trække dette las til vestkyst, da er vi sterkere end hest.»
For at hindre, at nogen fra, hvad her er meddelt om skiføret o. s. v., skulde komme til den feilagtige slutning, at vi liden eller ingen nytte havde af vore ski, skal det oplyses, at skierne var en fuldstændig nødvendighed for os. Uden dem vilde vi i sandhed ikke være komne langt, sandsynligvis vilde vi enten ikke have vendt tilbage eller havde maattet vende om. Skierne er, som allerede nævnt, for den, der forstaar at bruge dem, de indianske snesko betydelig overlegne, selv til at trække med. De trætter mindre under gangen, idet de ikke løftes, og man ikke behøver skræve mer i benene end sedvanligt. I 19 dage i træk gik vi paa vore ski fra den tidlige morgen til
