ikke har forsøgt det, vanskelig kan gjøre sig nogen forestilling om. Alt var fladt og hvidt som et hav, forvandlet til sne; om dagen saa vi kun tre ting i denne natur, det var solen, snefladen og os selv, og vi tog os ud som en forsvindende liden sort linje, der drog gjennem en eneste hvid uendelighed; — den samme synskreds overalt, aldrig et punkt at fæste øiet paa, aldrig et punkt, hvorimod kursen kunde sættes. Der maatte styres ved at se hyppig paa kompasset, og man maatte holde retningen saa godt som muligt ved at give agt paa solen, naar man saa den, og ved at se tilbage paa de 4 mand, som kom efter, og paa sine egne spor, om man ikke slog «krumninger paa halen». Synskreds efter synskreds lagdes bag, stadig kom man ind i nye, men altid var de de samme. Vi vidste omtrent, hvor vi var, og vi vidste, at paa lang tid kunde vi ikke vente nogen forandring.
Snefladen, hvorover vi bevægede os, var omtrent fuldstændig jevn, kun i ganske svage, lange bølger, som ikke let kunde sees med øiet, hvælvede den sig fra den ene kystskraaning til den anden; bølgedalene havde en retning af omtrent fra syd til nord (retvisende).
Om sneens overflade skriver jeg den 30te august, at det løse, nyfaldne snelag, som ligger ovenpaa den fuldstændig haardfrosne, gamle issne, er ikke mer end 4 eller 5 tommer tykt og er jevnt og glat, mens det de foregaaende dage har været op til en fod og dertil blæst sammen i fokskavler, hvorpaa kjælkerne gled tungt.
Fra den dag var sneens overflade aldeles glat som et speil uden anden ujevnhed end de spor, vi selv satte i den.
Vore dagsmarscher var som regel ikke lange, de dreiede sig mellem 1 og 2 mil. At de sjelden var længere, kom deraf, at føret omtrent altid var tungt. Var vi
