hævede snefladen sig, mens den sank mod syd og øst. Alt fandt jeg at tyde paa, at vi nu havde naaet høiden af Grønlands indre, og da dette blev forkyndt for de andre, vakte det almindelig glæde; thi vi var alle for længe siden kjede af de sterke stigninger, hvoraf vi især i den sidste tid havde havt meget. Sangvinske som vi var, haabede vi snart paa at vinde frem til skraaningen mod vest, hvor det bare gik udover, og hvor alt skulde bli herlighed og glæde; og det var i den mest overmodige stemning, at vi den dag saa solen synke herlig og glødende ned bag skybankerne og forvandle vesthimmelen til det stemningsfuldeste farvedigt. For os paa denne flade indbefattede kvelden og solnedgangen alt, som var skjønt; det forekom mig, at jeg aldrig havde seet den vakrere end den dag; det var, som maalet dukkede frem bagenom. — Vi skulde dog endnu faa vente længe.
Det var ikke mer end rimeligt, at der den kveld holdtes fest, med ekstra-rationer, bestaaende som sedvanlig af havrekjæks, mysost og tyttebærsyltetøi, samt til de røgende en pibe efter maden. Det var rigtig en hyggelig kveld.
Vore aneroidbarometre var nu paa grund af høiden og det ringe lufttryk sunkne saa lavt, at der intet var igjen af millimeterskalaen paa dem, vi var paa 2400 m. (7700 fod); skulde vi komme endnu høiere, vilde det bli vanskeligt at tage observationer. Ved hjælp af den bevægelige høideskala, som var anbragt paa dem, klarede vi os dog ganske godt, uagtet lufttrykket senere sank endnu betydelig lavere.
Men vi naaede ingen skraaning, vi sled os frem i ugevis over en uendelig, flad sneørken, den ene dag gik omtrent som den anden, der var en trættende ensformighed og et slid udbredt ligelig over dem alle, som den, der
