straks den morgen skulde forsøge paa at rigge kjælkerne om for seil. Dette mødte dog adskillig modvilje, især hos lapperne. Ravna satte op et ulykkeligt ansigt, og Balto skjeldte utrolig. «Aa saa til h—, saa galne folk havde han aldrig set før, de vilde seile paa sneen. Vi kunde vistnok lære ham seilads paa sjøen og adskillig andet, men lære ham noget paa land og paa sneen, nei, det skulde vi ikke, det var noget s— — sludder.» Han sparede ikke paa ordene, den mand, men det hjalp nu ikke, han fik nu til alligevel, og kjælkerne blev satte paa siden af hverandre og surrede sammen til 2 flaader, paa den ene var der 2, paa den anden 3 kjælker, paa den første flaade blev teltgulvet brugt som seil, paa den anden, hvor Balto, Ravna og Dietrichson hørte til, skulde 2 presenninger gjøre tjenesten som saadant.
Som tidligere omtalt (se side 54 havde jeg tænkt at anvende teltvæggene dertil; men da det kom til stykket, turde vi ikke friste dem, de var for tynde, og at faa teltet sønderrevet i disse omgivelser kunde bli værre end ubehageligt. Da de fik sine presenninger op, blev de imidlertid revne fra hverandre og maatte nu syes sammen. At sidde med nøgne hænder og sy i den kulde og det snefok var neppe sødt; ved at passe paa at banke fingrene godt gik det dog, og efter de mangfoldigste gjenvordigheder og en 6 til 7 timers arbeide kom vi os da endelig flot ud paa eftermiddagen.
At krydse op mod vinden, erfarede vi straks, kunde der intet haab være om, vi laa ialfald ikke høiere end tvers paa vinden. Jeg havde heller ikke havt store forhaabninger i den retning, men andre planer var komne mig i hovedet. Jeg indsaa nu tydelig nok, at med dette føre og
