(Tegnet af forfatteren).
Mens vi endelig kom til at fortære vor suppe og vor middag, siddende lunt og godt i teltet, røg det op med snestorm; det var vistnok bare «jordfok»[1], men vi fik det midt i ansigtet, da vi drog videre, og vinden voksede stadig udover kvelden; i 9 graders kulde var det mindre end behageligt. Vi stampede os imidlertid frem mod det, saa godt vi kunde, opad en brat stigning, med hovederne bøiede forover og indhyllede i hætterne lig munke, mens den fine foksne gjorde sit bedste for at trænge ind gjennem alle porer og sprækker i vore regnklæder. Det var først sent paa kvelden vi slog telt og krøb i poserne. En havrekjæks, en liden plade kjødpulverchokolade og lidt citrongranit smagte fortræffelig paa sengen, mens maanen kastede sit fredelige skin ind gjennem en sprække i teltdøren, og ufreden, vinden og snefokket syntes stængt ude.
Snestormen vedvarede imidlertid hele natten, og da jeg den næste
morgen (26 august) tørnede
- ↑ ɔ: fok af allerede falden sne, til forskjel fra almindelig snefok af sne, som kommer ovenfra.