sank nu lige til 4 tommer i den, desuden havde vi en sterk stigning at arbeide os op imod. For at holde modet oppe betaltes hver kvartmil, vi kom frem, med en plade kjødpulver-chokolade tilmands. Til middagsmaaltidet om ettermiddagen kogtes under aaben himmel atter chokolade med oljedug, men desforuden anvendtes et reserve teodolitstativ af ask, som vi fandt overflødigt; desuden brugtes en del træskinner til forbinding af brukne ben og arme; disse havde vi ført med i vort apothek; men da vi var komne heldig over den sprækkede is, fandt vi de fleste af dem saavel som gibsbandager overflødige og kasserede dem. Lidt beholdt vi for det tilfælde, at det kunde gaa galt under nedstigningen gjennem den sprækkede og sønderrevne is, som vi maatte vente at finde nær vestkysten.
Om kvelden begyndte det atter, straks solen var gaaet ned, at bli følelig koldt, sneen blev tungere end nogensinde, og vi slog telt. Vi havde den dag ikke kommet frem mer end noget over en mil.
Da det ikke var mere end nogle timer, siden vi havde spist middag, blev det bestemt kun at uddele nogle af de tynde havrekjæks tilmands, før vi gik tilkøis. Disse blev nydt sammen med sne, hvorover var heldt en opløsning af citronsyre, citronolje og sukker, og som dannede den mest oplivende og vederkvægende desert, man kan tænke sig. Den ligner fuldstændig, hvad man i Italien kalder «granita», ja, bruges ny og rigtig fin sne, er den endnu meget bedre. Det var en egen stemning, man kom i ved at sidde udenfor teltet, nyde denne sne med de par kjæks i rigtig smaa mundfulde for at drøie dem saa længe som muligt og se paa maanen, som spillede henover dette øde, umaadelige snehav, mens tankerne søgte tilbage til omgivelserne, i hvilke man sidst spiste granita. Det var
