Den næste morgen (21 august) ved 4-tiden blev der purret ud,
himmelen var skyfri, og uagtet termometret viste, at luften endnu
havde varmegrader, var der dog virkelig saa haard skare paa sneen,
at den bar os. Stigningen var endnu sterk, og sprækkerne var
fremdeles store og talrige, men uden uheld rykkede vi dog raskt
fremad i det herligste veir og holdt tappert ud til langt paa
formiddagen i solstegen, som gjorde sneen blødere og blødere. Det
blev efterhaanden meget anstrengende, og vi led af en brændende
tørst. Drikkevand fandtes der ikke længere, vi skulde nu ikke finde
det igjen før nær vestkysten. Hvad vi fik under marschen, var kun,
hvad vi kunde smelte ved vor egen varme, idet vi fyldte vore
lommeflasker af blik med sne og bar dem inde paa brystet,
undertiden endog lige inde paa skindet. Faa af os var dog
varmblodige og taalmodige nok til at vente, til sneen var
forvandlet til vand; efterhaanden som den blev lidt fugtig, sugede
man vanddraaberne af den, og ordentligt drikkevand blev der
selvfølgelig aldrig paa den vis.
Endelig naaede vi ved 10-tiden om formiddagen op paa den høide, vi havde sat som vort maal, før vi stansede. Vi havde gaaet3⁄4 mil. Herfra var skraaningen liden indefter, og isen ganske sprækkefri, og vi syntes nu, vi havde overvundet den første vanskelighed paa indlandsisen og kunde som følge deraf holde et ganske lidet festmaaltid; det bestod i, at der blev uddelt en ekstra ration med lidt mysost, havrekjæks og tyttebærsyltetøi. Vi var nu paa en høide af ca. 870 m. og begyndte at kunne se enkelte nunataker indefter, i nord for os havde vi allerede en hel række.
Kl. 2 om morgenen den 22de august drog vi atter videre. Vi havde nu faaet god nattefrost (÷5° C ), og sneen var stenhaard, men usedvanlig ujevn, saa ujevn, at
