karter angivne nunataker, de saakaldte Jomfruer eller Niviarsiat, for at undersøge isens beskaffenhed, om den der egner sig til udgangspunkt for en indtrængen paa indlandsisen. Dette lykkedes dog ikke, man mødte meget ujevn is, fuld af store og dybe kløfter; isteden foretog man derfor maalinger af isens bevægelser i 3 isbræer, hvilket ikke tidligere var gjort i Syd-Grønland. Den største hastighed var 3,75 m. (11,95 fod) i døgnet[1].
Den næste ekspedition, hvori deltog assistent Steenstrup og premierløitnant i marinen J. A. D. Jensen, som udsendtes 1877 til den nordligste del af Fredrikshaabs distrikt, havde ligesom den første til opgave foruden en almindelig undersøgelse af kysten, «om muligt at trænge ind paa indlandsisen», denne gang «i nærheden af Fredrikshaabs isblink eller paa et andet dertil bekvemt punkt». Altsaa netop i den egn, som to aar tidligere var anbefalet af dr. Rink. Ogsaa dette forsøg mislykkedes imidlertid paa grund af ustadigt veir[2].
Det derpaa følgende aar (1878) gjentoges imidlertid forsøget med mer held, og der udsendtes en ekspedition under ledelse af løitnant J. A. D. Jensen, som blev en af de interessanteste færder paa Grønlands indlandsis. Til ledsagere havde Jensen sine landsmænd kand. Kornerup og arkitekt Groth, i Grønland fik han dernæst grønlænderen Habakuk. Til udgangspunkt valgtes atter Fredrikshaabs isblink. Der foretoges 2 vandringer paa isen. Paa den første, som kun varede en dag, den 3dje juli, besøgtes nunataken Nasausak (4710 fod høi), den ene af de saakaldte Dalagers
Nunataker paa sydsiden af isblinken.
