Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/397

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

mod høiden skulde være størst sandsynlighed for, at den snart vilde slutte op; thi saa var det gjerne med de fleste; men denne gang skulde vi bli grundig narrede. Vi gik langt og længer end langt, vort fjeld svandt lidt efter lidt i mørket; men lige bred var og blev sprækken uden broer, og ikke kunde vi se nogen forandring fremover i mørket. Men alting har jo en ende, som gutten sagde, han skulde have ris — — —, og vi kom da tilsidst ogsaa til enden denne gang. Vi lovede os selv, at dette skulde bli sidste gang, vi gik oven om, den anden vei bar det da i ethvert fald nærmere fjeldet, hvor der sikkert maatte være vand at finde for vore brændende struber. Paa denne maade kom vi hurtigere frem, og vi havde nu den glæde virkelig at se maalet vokse i mørket. Vi havde ikke mange skridtene igjen, da vi foran os øinede en mørk stribe eller flade paa sneen. Vi troede først, det var en ny spræk, som skilte os fra maalet; men hvem kan beskrive vor glæde, da vi opdagede, at det istedenfor var vand, herligt rindende vand! I en fart fik vi frem trækoppen, og vi drak, ja vi drak, og vi nød, som kun den kan gjøre, der har stampet en hel dag gjennem vaad kornsne og huggeskare til langt paa læggene uden at smage en draabe af noget slags. Jeg tror neppe, livet har en høiere nydelse end at faa godt, friskt vand, naar man er færdig at «dø» af tørst; er det isvand, som her, saa drikker man, til isningen i tænder og i panden siger stop, saa puste lidt, og saa drikke igjen. Stille og andægtig suger man det i sig, forat isningen ikke skal komme for snart. Da vi nu havde drukket det, vi foreløbig orkede, fyldte vi vor trækop og vor lommeflaske, gik de par skridt, vi endnu havde igjen til fjeldvæggen, fandt et godt sæde paa en