Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/394

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

sige med bestemthed, maaske var det, fordi den var saa ren og jomfruelig, der var kun lidt mørkt fjeld, som stak frem oppe nær hovedet. I formen mindede den ogsaa til en vis grad om en jomfru fra gamle dage med et stort hvidt krinolineskjørt. Indenfor stak der endnu et par toppe op, som var ganske hvide og forsaavidt endnu mere jomfruelige. Vi anslog afstanden til de inderste nunataker til 5 à 6 mil, og vi kunde vel neppe gjøre regning paa at naa dem paa mange dage; stigningen var vistnok jevn og flad, saa langt øiet rak, men føret var, som vi havde erfaret, alt andet end godt, især havde det sidste stykke været umuligt. Kom der ikke nattefrost, var udsigterne ikke af de lyseste. Men barometret viste os, at vi nu var i henimod 3000 fods (over 900 m.) høide, og kom vi endnu et par tusend fod tilveirs, saa maatte vi dog faa frost, ialfald om nætterne. Stakkars naive mennesker, som sukkede efter kulde i Grønlands indre.

Men vort maal er naaet, vi har fundet isen, trods nunataker og trods den direkte opstigning fra sjøen, saa ligetil at befare, at vi aldrig havde haabet paa noget bedre. Vi er sultne, det er langt paa kveld, det er ikke for tidligt atter at sætte sig ned paa trugerne og lade nisteposen times sin ret.

Da kveldsmaden var greiet, gjaldt det at tænke paa tilbagetoget. Vi var mindst 2 mil fjernede fra teltet. At gaa samme vei tilbage, som vi var komne, var der liden mening i, vi var jo gaaede ud paa rekognoscering og maatte derfor undersøge, om der ikke andensteds var lettere fremkomst for ekspeditionen; isærdeleshed tænkte vi os muligheden af, at fjeldet, som vi nu havde i syd for os (paa Jensens land), vilde give en god adkomst til det indre. Man vilde her kunde stige høit tilveirs