komne over den værste is paa de par mil, vi nu havde gaaet; men der turde dog endnu være slemt nok indenfor. Altsaa videre, saa hurtig benene vil bære, mod det høieste sted af ryggen foran. Der ser ud til at være mange sprækker; men de er vel ikke værre, end de kan klares. Det har begyndt at duskregne lidt, vi stiger op ad den temmelig bratte skraaning, det gaar tungere end nogensinde, vi synker nu i sneen til op paa laarene. Det hjælper ikke, om regn og skodde truer aldrig saa meget, vi maa stanse af og til og puste lidt i bakken, dødstrætte som vi er. Denne gang ser det dog ud til, at vi ikke skal holdes for nar; naar bare regnen vil tillade det, faar vi nok en god udsigt indover, et stykke kan vi allerede se, ja skimter endog en enkelt hidtil ukjendt nunatak derinde; mer og mer begjærlige skræver vi afsted.
Endelig staar vi paa toppen af «den hvide haug», som vi har kaldt den, og blir nu rigelig belønnede for vor møie. I hele sin majestæt ligger vidden udbredt for os. Duskregnen falder vistnok endnu som et fint støv, men det er dog ikke værre, end at alle ønskelige detaljer kan sees selv temmelig langt borte. Hele fladen synes at være jevn og uden sprækker lige til synskredsen. Det havde vi nu ogsaa ventet at finde; men hvad vi ikke havde ventet, det var de mange smaa og store nunataker, som saaes stikke op over snehavet endog i betydelig afstand indover. Mange af dem var helt hvide og snedækte, men i mange stak mørke, bare knauser frem gjennem sneen og dannede en skarp kontrast mod dennes drivhvide farve, hvor det søgende øie fandt velgjørende hvilepunkter paa den ensformige flade. I særdeleshed fremtrædende i sit udseende og i sin beliggenhed var en liden nunatak langt derinde, vi kaldte den «Jomfrua». Hvorfor den fik det navn, skal jeg ikke kunne
