nordover mod Kap Dan, hvor vandfladen strakte sig lige blaa og blinkende ind til stranden hele veien, og ingen havis øinedes.
Men middagen var færdig, og vi maatte «nøite os», skulde vi naa høiden før solnedgang, som er den tid, man ser skarpest i de større afstande over snefladerne. Vi stampede os derfor videre med de fornyede kræfter, som mad og hvile kan give en. Føret blev stadig daarligere og daarligere, en skorpe, som her laa ovenpaa sneen og var en levning efter tidligere dages nattefrost, trættede meget, idet man ubarmhjertig plumpede gjennem den, naar foden sattes ned, og den hang sig om anklen, naar foden atter løftedes op. Det var tilgagns, hvad vi hjemme kalder «huggeskare», og den kan som bekjendt arme ud den sterkeste. Og udarmede blev vi, saameget mer som vore ben var fuldstændig ude af træning; de havde ikke faaet bevægelse paa mange maaneder, naar undtages den smule, de fik under baadtrækningen i drivisen. Det tog især godt i musklerne over knæerne og i læggene.
Men her var ingen barmhjertighed, vi maatte klemme paa for at naa op paa høiden og faa udsigt indover isen snarest muligt; thi det saa ud til, at vi kunde faa regn og usigtbart veir deroppe, kom vi ikke tidsnok; luften antog allerede en uhyggelig graa, ulden farve langs den høieste ryg. Vi fordoblede vore anstrengelser og skrævede afsted. som bedst vi kunde. Langt om længe, efterat vi gang efter gang troede vi var der, men fremdeles fandt det høine sig bagenom, kom vi da op mod toppen af den eftertragtede høide, men ak og ve, livet er rigt paa skuffelser. Har man naaet en høideryg, ligger der altid bagenom den en endnu høiere, som stænger for synet. Men vi maa ogsaa did; vistnok stod det til at formode, at vi allerede var
