Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/391

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

paa ryggen, men der var lidet vundet ved at bruge dem, de var for smaa til at bære ovenpaa i dette føre.

Stigningen havde været temmelig jevn, lige siden vi i ca. 125 m (ca. 400 fods) høide forlod det faste fjeld. Foran os i nordvest (retvisende) havde vi en høide, hvorfra vi antog at maatte faa den forønskede udsigt ind over isen, naar vi bare kunde naa did; men veien var lang, og føret som sagt nederdrægtigt. Imidlertid var maverne blevne tomme nok, og solen stod langt nok mod vest, til at vi kunde tænke paa de materielle fornødenheder, lægge vidjetrugene paa sneen, trampe hul ned foran dem og paa den maade lage os et nogenlunde tørt og varmt sæde i solstegen. Det var en sand vederkvægelse at faa hvile lidt, mens vi huggede kraftig ind paa pemmican og beskøiter, kastede et blik paa landskabet omkring os og nød den skyfri himmel og det straalende veir; kun stak solskinnet, som kastedes tilbage fra den hvide sneflade, os vel meget i øinene, desværre havde vi glemt snebrillerne i teltet og kunde saaledes ikke stænge det ude.

Foran os i syd hvælver den brede isstrøm sin sprækkede og gjennemfurede overflade nedover mod sjøen. Vi ved, at der lavere nede skal være nogle fjeldknauser, men de er nu dækkede for os, og vi ser kun havet udenfor, som hvælver sin blaa flade lige til himmelbrynet. Nogen egentlig drivis er ikke at øine, kun spredte isstykker, væsentlig stammende fra bræerne. Hvilken forandring i de faa uger, som er forløbne, siden vi langt derude drev her forbi paa et isflag! Da laa drivisen lige fra landet mer end 6 mil tilhavs saa tæt, at ikke engang vore smaa baade kunde slippe igjennem, og nu kunde den største eskadre slippe frit tillands hvorsomhelst uden engang at røre ved et isstykke. Senere paa dagen fik vi høiere op udsigt helt