henad den ryg, hvorover skridjøklen bevæger sig. Efterhaanden som bevægelsen skrider frem, slaaes nye revner, som alle løber i omtrent samme retning[1].
En lang stund klarede vi os nogenlunde godt, dels kunde vi holde os langs sprækkerne nordefter, det bar ikke saa meget af fra kursen, dels var disse ikke saa lange; de smalnede enten af, saa vi kunde hoppe over eller komme udenom, hyppig gik vi over dem paa hule snebroer eller paa smale rygge, dannede derved, at isen ikke var ganske kløvnet, men en isstrimmel var bleven hængende igjen fra kant til kant som en smal, skraa bro, hvorfra man til begge sider saa ned i det blaa, bundløse dyb. Saalænge snelaget paa isen var tyndt, var der ingen fare, man saa, hvor der var fast grund for foden, og hvor man maatte tage sig i vare eller maatte skynde sig over; tauget havde vi knyttet om livet, det maatte holdes stramt mellem os, forat, naar en gled eller faldt igjennem, den anden straks kunde støtte ham.
Efterhaanden som vi kommer frem, tiltager imidlertid snemængden paa isen, vi synker i den vaade kornsne til anklerne, det blir tungt at gaa, og forrædersk ligger sneen udover sprækkernes kanter, ja dækker dem undertiden helt, saa det ser jevnt ud; man maa da føle sig for og stikke i sneen med staven overalt, ellers staar man snart nok paa hul grund, hvor kun et par tommer sammenføget sne skiller en fra dybet, hvori staven falder ned ved det svageste tryk; føler man dette, træder man hurtigst muligt tilbage, eller
ogsaa gjør man et fortvilet skridt
- ↑ Hvis nu ismassen, efter at have passeret en saadan hvælvet ryg, kommer ned i en dalsænkning eller gryde, hvor landets krumning altsaa blir konkav istedenfor konveks, saa presses disse sprækker atter sammen, fyldes med sne og vand, fryser til og forsvinder efterhaanden ganske.
