var snørt, alpetauget og isøkserne havde vi ogsaa, og afsted drog vi opigjennem den snebare fjeldskraaning, som fra teltet hævede sig et stykke indover omgivet af bræmassen, og som jeg har kaldt Nordenskiölds Nunatak. Snart var vi oppe paa toppen, indenfor os fandt vi et lidet jøkelgjærde, hvorfra der var en god udsigt over isen. Vi saa nu, at den ikke var fuldt saa jevn, som den fra sjøen havde seet ud til, talrige sprækker gjennemfurede dens hvide overflade paa alle kanter. Det var dog fremfor alt tvers over de to isstrømme eller skridjøkler, som skød sig ud paa begge sider nordenfor og søndenfor. Efter at have forsøgt den i nord og fundet dens overflade fuldstændig ufremkommelig, forstod vi, at den eneste mulige fremkomst maatte være langs ryggen mellem skridjøklerne. Et godt stykke kom vi her frem over sprækfri is. I begyndelsen var denne haard, omend ujevn og med en ru, skarp overflade, som knasede under fødderne og sled ganske ubarmhjertig paa støvlesaalerne. Senere kom vi ind paa noget blødere, men vaad kornsne, hvor foden sank lidt i. Det varede imidlertid ikke længe, før vi traf paa sprækker, først smale og ganske uskyldige, som vi med lethed skrævede over; men snart blev de bredere og, som det syntes, bundløse. Disse kunde vi ikke engang hoppe over, maatte udenom, snart til høire, snart til venstre.
Som bekjendt gaar sprækkene almindelig tvers paa den retning, hvori skridjøklerne skyder sig frem. De opstaar derved, at ismassen hvælver sig udover rygge eller ujevnheder i det underliggende land. Herved presses følgelig dens underste lag sammen, mens sneen eller isen i de øvre lag slides fra hinanden og brister nedigjennem helt mod bunden, og derved er en revne dannet langs
