end hin kveld. Der var en glad iver over alt, vi gjorde, og denne formindskedes ikke ved, at jeg lovede dem at koge kaffe. I mine dagbogsoptegnelser heder det blandt andet: «Mens baadene tømtes, gik jeg igang med kaffekogningen. (Det var det 2det varme maal paa de 12 dage, vi havde tilbragt langs østkysten). Kaffeen og kveldsmaden blev nydt paa berget nede ved baadene i den mest tilfredse stemning, selv lapperne syntes fornøiede. Vi havde følelsen af at have naaet vort bestemmelsessted og overvundet en vanskelighed. Vistnok stod den sværeste del af turen tilbage, men der var fastere grund at gaa paa, sikrere is at regne med, ikke drivende isflag og baade, som kan knuses hvert øieblik. Især for lapperne var indlandsisens snemarker mer hjemlige end den omskiftende drivis. Det landskab, som omgav os, vilde vistnok ikke for enhver synes saa vakkert, som det syntes os. Det var de graa gneisklipper, hvorpaa vi sad, og saa paa begge sider isbræer, som gik lige i havet. Taagen var letnet noget igjen, saa ogsaa fjeldet (ɔ: Kiatak) kunde skimtes ialfald delvis. Paa vandet svømmede hist og her enkelte kalvisstykker. Det var en blanding af graat og hvidt det hele, hist og her lidt islæt af blaat, — graa luft, blygraat hav med hvide isstykker og graat fjeld med hvid sne omkring, og saa lidt blaat i revnerne i bræen ligeoverfor eller i kalvisblokkene paa sjøen. Men indeni os var intet graat nu.»
«Det var med en let og glad følelse, at alle mand gik tilkøis den kveld, efterat en god teltplads var fundet oppe paa berget.»
Den 11te oprandt med det herligste veir. Fra pladsen foran teltet saa man det blaa hav hvælve sig i solskinnet udover mod horisonten, kun hist og her saaes spredte isfjelde
