Vor sidste teltplads paa østkysten — første vandring paa indlandsisen.
Tidlig paa kvelden, omkring 8, landede vi da endelig i tæt taage ved vor sidste teltplads paa Grønlands østkyst. I det samme jeg satte foden paa land, lettede en flok snepper og slog sig atter ned paa en sten tæt ved. I et skud fik jeg 4 af disse lækre fugle, og det var ligesom en god begyndelse. Balto var saa modig og ovenpaa den dag, at han neppe var kommen op paa berget, før han tillod sig den store synd at foredrage en længere messe efter en af presterne i Finmarken, hvilket han gjorde ypperlig, men aldrig turde, naar han ikke var sikker paa livet. Idag tillod han sig desuden en liden ed, og det var længe, siden det hændte. Ja, han leverede endog det nye testamente paa lappisk, som han havde laant og opbevaret for Ravna, tilbage til denne. Han mente, at han nu ikke havde mere brug for det. Da Sverdrup sagde til ham, at han ikke burde være saa sikker i sin sag, der kunde endnu bli mangen «haard støit», før han rak vestkysten, blev han lidt betænkt og bandte ialfald ikke mer.
Vi havde efterhaanden erhvervet os en sjelden øvelse i at losse vore baade; men aldrig er det skeet hurtigere
