Kysten nordover begyndte nu at bli mindre brat, fjeldene mer
afrundede, vi kom ind i de trakter, hvor vi kunde tænke paa
opstigning, som vi havde længtet saa meget efter; thi selv om der
her hændte os et uheld, som umuliggjorde videre fremtrængen langs
kysten, kunde vi dog tage fat paa indlandsisen. Vi fandt aabent
farvand og gjorde rask fart i et tindrende veir den kveld. Ligesom
kvelden forud var der et storslagent nordlys over himmelen i syd,
straalebaandene rulledes i lange, bølgende bugter frem og tilbage,
det flimrede og brændte urolig jagende, det var som kjæmpende
skarer med luende spyd, snart veg de, snart stormede de atter frem,
og saa pludselig — som paa et givet tegn — for der vældige
straalebundter flammende, skiftende, som en helt luende spydregn,
op mod et bestemt punkt, kronen, nær zenit, saa sluknede alt atter,
forat den samme skiftende leg kunde begynde fra nyt. Eskimoen har
et smukt sagn om nordlyset, han tror, det er de afdøde børns sjæle,
som leger bold i himmelen.
Vi slog leir om natten paa indsiden af øen Kekertarsuak. Straks efterat vi havde faaet teltet op, blev vi opskræmte af et vældigt drøn fra syd (i retning af Kap Moltke), det var, som vi kunde kjende selve jorden ryste under os. Vi sprang op paa nærmeste fjeldknaus og saa sydover, men intet kunde øines, det var langt borte; larmen vedvarede antagelig henimod 10 minuter, og det lød, som en hel fjeldmasse rasede ud i sjøen og satte denne i en voldsom bevægelse, saa at bølgerne naaede helt opover mod os og brød mod skjær og klipper. Det sandsynlige er vel, at det var et kolossalt isfjeld, som styrtede sammen eller skiftede leie, skjønt det ikke er umuligt, at det kan have været et stenskred. Vi havde paa flere steder i disse trakter seet merker efter saadanne.
