mange tusend kroner for at være vel hjemme. Jeg forestillede ham, at kaffe havde de ikke faaet, fordi der paa den ene side aldrig var lovet dem noget, hverken af det eller andet, og paa den anden side var der ingen tid til at koge, ei heller var kaffe sundt; saa forestillede jeg ham, hvordan det vilde gaa, hvis vi alle skulde spise, som vi havde lyst; maden vilde kanske forslaa til midt i Grønland, og da var det vel sent at angre; vi maatte deri dele ligt som brødre, og hvad kommanderingen angik, saa maatte han forstaa, at der paa en færd som denne blot maatte være én vilje. Nei, han forstod intet, han var og han blev utrøstelig over at være kommen sammen «med mennesker, som havde saadan en fremmed skik». Det var lappens nomadiske tilbøieligheder og mangel paa vane til at underkaste sig, som her brød frem, og det kom trods hans elskværdige gemyt ofte igjen, hvilket jo neppe nogen kan undres paa; det blev dog mindre og mindre af det, jo længere vi var sammen.
Det lader sig forøvrigt ikke negte, at det i begyndelsen var stridt at have saa haardt arbeide, som vi havde langs østkysten, og saa skulle leve paa en knap, afmaalt ration af tørret mad. Vore maver var vante til at bli fyldte og kunde vanskelig forsone sig med denne vistnok kraftige, men saa lidet rumstore kost. Efterhaanden vænnede vi os til det, og da gik det bedre, det var, som Kristiansen sagde, bevidstheden om, at det var nok, som hjalp os. Han blev spurgt, efterat han var kommen hjem, om han havde faaet nok mad paa turen. Nei, mæt var han aldrig. «Ja, men det maatte da vel være ondt.» «Aa ja, især i begyndelsen, da vi var uvante til det; men saa sagde Nansen, at det var nok mad, vi fik, og det hjalp os. Og som dere ser, saa var det ogsaa det.»
