men det var for mørkt til at skyde, jeg kunde blot skimte noget, som rørte sig, mod det mørke land.
Imidlertid gik vi stadig mod nord, og lappernes bekymringer blev for hver dag mer og mer høilydte. Balto, som var den ordførende, havde flere gange betroet mig, at de var roligere, efterat de havde mødt eskimoerne og seet, at de var skikkelige mennesker, som ikke spiste folk, saaledes som han havde hørt i Finmarken, og hos hvem det maatte gaa an i nødsfald at leve om vinteren. Men nu vi havde forladt de sidste eskimoer, som de mente, og fremdeles drog videre, var de blevne meget ængstelige og klagede over det haarde arbeide, den knappe kost, og at vi kom saa langt fra Kap Farvel uden dog at finde noget sted til at gaa op paa isen. Jeg trøstede ham stadig med, at længere nordpaa ved Umivik eller nordenfor var landet bedre, han maatte jo selv have seet det, da han drev i isen; men han havde intet seet, og den dag blev hans klager saa høirøstede, at jeg blev kjed deraf, og istedenfor at trøste skjældte ham huden fuld for hans elendige feighed. Men saa brød det løs, han vilde nu sige mig alt, hvad han havde gaaet og verket med i disse dage; jeg havde sagt dem i Kristiania, at de skulde faa kaffe til hver dag, og at de skulde faa saa meget mad, de vilde have; men nu havde de blot havt kaffe en eneste gang paa 3 uger, og med maden, hvordan var det med den, jo de fik uddelt en elendig portion, som de tilmed maatte trække lod om; han vilde betro mig det, at ingen af dem allesammen havde været mæt en eneste gang, siden de kom til kysten, de sultede. Og saa dertil bli behandlede som hunde, bli kommanderede i vei, maatte slite hele dagen fra tidlig paa morgenen til langt paa nat værre end dyr, nei, det var ikke til at staa i, han for sin part skulde gjerne betale
