op efter fjeldet; i en lang linje, som bugtede sig op efter klippeafsatserne, kunde vi se dem løbe, alt hvad de orkede, det lod til næsten udelukkende at være kvinder og børn; den sidste, vi saa, var en kvinde, som dukkede ind i det eneste synlige telt; men hun kom snart ud igjen med en bylt skind i armene og pilede saa som en kanin efter de andre op ad fjeldsiden; de blev mindre og mindre indefter fjeldet; tilsidst stansede dog nogle kvinder langt inde paa en fjeldkam for nysgjerrige at iagttage os. Vi roede imidlertid indover mod teltet; men det eneste levende, som bemerkedes, var en hund, der laa foran teltdøren, merkelig nok uden at hyle. Uagtet vi intet havde hos disse mennesker at gjøre, ligte vi dog ikke at reise videre uden at overbevise dem om vor uskadelighed. Vi gjorde tegn til dem, vi raabte det lille grønlandske, vi kunde, men alt forgjæves, de stod og gloede. Saa endelig syntes en af kvinderne ikke længer at kunne modstaa vor indbydende vinken, hun kom sagte og betænkelig nærmere, en anden fulgte et stykke efter. Efterhaanden kom de paa talehold, hvilket jo ikke hjalp os meget, da vi lidet havde at sige til dem, men det var dog saa vidt, at de tydeligen kunde se vort venlige opsyn og vore beroligende fagter, idet vi viste dem nogle tomme blikdaaser, som vi vilde forære dem; dette lod til at lokke for meget, deres ansigter saa forlegne ud, om end deres skjønhed neppe var saa bedaarende, at de af den grund behøvede at frygte nogen overlast. Da viste pludselig en mand sig paa scenen, og nu fik de mod, saa de kom næsten lige ned til strandkanten, hvor de blev staaende, mens vi laa i vore baade. Vi saa gjensidig paa hverandre, mens de med manden som forsanger istemte sin sedvanlige forundringsrauten; han saa ud som en olm okse, der han stod, uagtet hans
