ogsaa af mindre hyggelig natur, bevidnedes dog tydelig nok af adskillige menneskeben. som laa henslængte mellem husene, især grinede hovedskallen af en gammel eskimo uhyggelig i dagen. Rimeligvis var beboerne døde af hungersnød, og husene i tidens løb styrtede sammen.
Den næste dag (4de august) var vinden for en del stilnet, og vi kunde fortsætte. Men isen var ofte tæt, især var den slem ud for mundingen af Sehesteds fjord. Her maatte vi langt ud for at finde fremkomst, og det var kun ved hjælp af økse og baadshager, at vi kunde bryde os frem. Kl. 9 om kvelden kom vi forbi en god leirplads; men da det efter vor mening endnu var for tidligt at lægge op, fortsattes nordefter; til gjengjæld maatte vi arbeide til kl. 11⁄2 om natten, før vi paa østsiden af øen Uvivak fandt en holme, hvor vi saavidt kunde faa baaden trukne op (63° 3′ n. br., 41° 18′ v. l.) Den dag havde vi 17 timers haardt arbeide i is, kun afbrudt ved en halv times middag.
Den 5te august gik det ved hjælp af økse og hager videre gjennem tætpakket is, som laa an mod stranden hele veien nordover. Mange mægtige isfjelde laa her langs kysten. Som vi ud paa eftermiddagen var komne forbi forbjerget Kutsigsormiut og lagde til ved en liden holme for at faa udsigt over farvandet, fik vi et par hundrede alen fra os se et vældigt isstykke pludselig løsne og falde ned fra en af disse kolosser, som derved tabte ligevegten og med et øredøvende brag styrtede overende; havet sattes i voldsom bevægelse, drivisflagene kastedes mod hinanden rundt om, og en liden holme, som laa foran os, blev fuldstændig overskyllet af de store bølger; havde vi fortsat veien uden at stanse, var baadene sandsynligvis bleven knuste mod berget.
