var tydeligvis regnet, de likte ikke at blive vaade, især kvinderne, hvilket man neppe kan fortænke dem i; thi deres skindklæder er mindre behagelige i vaad tilstand; flere af dem havde ogsaa sine diebørn i amauten paa ryggen; at de søgte at faa os med til leirpladsen, var vel heller ikke saa merkeligt, vi var altfor underholdende væsener til, at det ikke var fornøieligt endnu en stund at være sammen med os; desuden kunde der jo ogsaa falde mer materielle goder af til dem.
Saa drog vi da videre, unegtelig lidt stolte over at fortsætte reisen, mens de indfødte, som var kjendte med farvandet, gav det op. Det gik ogsaa en lang stund godt, og vi blev mere og mere ovenpaa; men komne midtfjords, skulde vi dog faa føle, at det ikke var bare leg; isen laa der temmelig tæt, og en rivende malstrøm tumlede rundt med de store flag paa en maade, som var mindre end behagelig; snart tørnede disse kolosser mod hverandre, snart skiltes de atter, og man maatte være mere end almindelig paapasselig, skulde man komme frem uden at faa baaden knust. Det blev værre og værre, jo længer vi kom frem. Engang var vi komne ind mellem to lange flag, som pludselig ved stød fra andre flag for mod hinanden med en voldsom fart; ved en hurtig flugt agterover reddede vi os i sidste øieblik. Ud paa kvelden i mørke naaede vi i god behold landet paa den anden side; men dette var meget brat, og det var ingen let sag at finde et landingssted; i en bergkløft var der dog saa vidt plads, at vi efter at have tømt baadene kunde faa dem trukne op ved at anvende en firskaaren talje, vi havde. Tilveirs et stykke derfra var der en klippeafsats netop saa stor, at vi kunde faa slaaet op teltet. Det hele havde en vis lighed med en ørnerede paa en berghjæl,
