igjen hos os og studerede, hvorledes vi spiste; de fik til tak nogle stykker knækkebrød, hvorover de blev meget glade. Da vi drog videre, halede vi snart saa langt ind paa de andre, at vi kunde øine dem forud; vi fik da se, at et par kajakmænd var gaaet høit tilfjelds paa en odde paa nordsiden af Ruds ø og stod og speidede ud over sjøen nordefter. Dette var slemme tegn; sandsynligvis var isen ufremkommelig. Inden vi naaede dem igjen, drog de imidlertid videre over fjorden mellem øen og fastlandet. Imidlertid havde det begyndt at trække op til uveir, himlen var mørknet, og regn begyndte at falde; vi fik paa vore brune regnklæder og drog trøstig videre, men var ikke komne langt fra land, før vi saa eskimobaadene komme imod os. Da vi kom ind paa dem, pegede alle kvinderne paa himlen med bekymrede miner, mændene gjorde ogsaa tegn til, at isen var tæt forud, og at vi alle maatte vende tilland her paa øen for at slaa telt og sove. Jeg lod dem imidlertid forstaa, at vi vilde videre; men det blev betydet os, at fremkomsten var rent umulig. Dette havde jeg mine tvil om, men vilde dog ikke fortsætte uden at have været iland og fra en fjeldknat seet forholdene med egne øine. I følge drog vi da alle tilbage mod landet; konebaadene stevnede ind paa indsiden af øen, mens vi lagde til ved nærmeste odde. Da en af kajakmændene saa dette, fulgte han os for at anvende al den overtalelsesevne, han ved tegn kunde udfolde. Det hjalp dog til intet; thi saavidt jeg fra et høit berg kunde se med kikkert, saa farvandet nogenlunde godt ud, og det var dermed bestemt, at vi straks drog videre. Da han forstod, at hans overtalelse ikke nyttede, drog han meget bedrøvet bort; til afsked fik han en blikdaase, og dette syntes at mildne hans sorg. Aarsagen til, at eskimoerne vendte om,
