eskimo staa og skyve paa et vældigt isflag med en stok; der laa noget saa uendelig haabløst i den maade, hvorpaa han stod der alene, det faldt selvfølgelig ingen af kvinderne i baaden eller mændene i kajakerne ind at komme ham tilhjælp. Da vi alle 6 mand tog i paa en gang, maatte isen give vei, og vore baade kom igjennem; vi gik videre, mens konebaadene, lange som de var, kom i beknib og havde endnu adskilligt arbeide, før de slap frem; saadant hændte ofte, de blev siddende fast, hvor vi med vore kortere baade netop havde banet vei for dem, og paa dette vis kunde vi oftere taget et langt forsprang, om vi ikke havde ventet. Det var forøvrigt med adskillig forbauselse, jeg gjorde disse erfaringer angaaende de fra forskjellige hold saa meget lovpriste konebaade, om hvilke Holm og Garde siger, at uden dem er en reise langs Grønlands østkyst en umulighed. Denne opfatning har været den almindelige blandt danskerne i Grønland gjennem lange tider; da de selv liden eller ingen erfaring har havt i at føre baade i drivis, er det neppe til at undres over, at de har stolet paa eskimoernes ubetingede overlegenhed deri, og da disse kun har konebaade, maatte det ligge nær at antage dem for de bedste, ligesom at de ogsaa maatte roes og føres af eskimoer. Efter min erfaring forholder det sig netop omvendt; europæiske baade med en god europæisk besætning, som er vant til det liv, er langt at foretrække i drivis; den indvending, at en europæisk baad ikke skulde kunne laste nok, er efter min mening ugrundet.
Da det led ud paa dagen, maatte vi europæere have os «lidt i livet» og stansede for at dele ud rationer. Eskimoerne, som har en merkelig evne til at være længe uden mad, drog imens videre; to kajakmænd blev dog
