selv, traf jeg en sjelden venlig dame, som syntes at være husfruen; hun var forholdsvis ung, havde et tiltrækkende ydre, et smilende, skjelmskt ansigt med to skraatliggende, kjælne øine, som hun brugte paa et meget koket og indtagende sæt; vistnok lod hun ikke til at have lagt megen omhu
(Efter et fotografi .
paa sin klædedragt, det var vel en følge af, at hun hørte til den saakaldte forsørgede eller gifte klasse; men klædedragt er jo dog en biting. Paa ryggen havde hun i amauten en liden svart unge, som hun lod til at være meget glad i, og hun havde det ligesom mange af de andre mødre meget travlt med at faa ungen til at spærre op sine to mørke glugger af øine og se paa min ubetydelighed. Dette var vel ogsaa en maade at gjøre sig indtagende paa. Vi havde det i det hele meget gemytligt og underholdt hverandre, som vi bedst kunde, mens jeg ubemerket fik taget flere øiebliksbilleder.
Saa kom husherren ud af teltet og blev, som det lod, aldeles ikke overrasket ved at se sin frue i en tête à tête med en fremmed herre. Han havde nok sovet; thi han kunde næsten ikke holde øinene oppe mod dagen og satte derfor en skjerm eller rettere nogle store snebriller af træ over øinene. Han var en sterkbygget og
