renens horn, men der stod deres forstand stille; ren havde de tydeligvis aldrig seet, de forekommer ikke paa den del af Grønlands østkyst, hvor de færdes.
Saa deltes rationerne ud, og vi nød vor kveldsmad siddende foran teltdøren, omringet af et talrigt publikum. Der stod mænd, kvinder og børn i flerdobbelt kreds iagttagende, hvordan hver bid beskøit førtes til munden og fortæredes. At tænderne løb i vand paa dem efter disse lækrerier, kunde vi ikke ænse; thi vi havde ikke mere brød, end vi trængte, og skulde vi dele ud til alle disse munde, da vilde vi komme til at gribe dybt i brødkassen; men at spise med saa mange blikke rettede paa hver bid tør beskøit er ikke behageligt. Da vi var færdige, gik vi lidt rundt og saa os om i leiren.
Nede ved stranden laa en hel del kajaker, samt et par konebaade, som for mig havde stor interesse. En af mændene var meget ivrig i at vise mig alt; hver ting, mit øie faldt paa, blev straks forklaret med fagter. Fremforalt var det ham magtpaaliggende at faa vist mig sin kajak, som var smukt prydet med ben, og sine vaaben, som alle var i god stand og rigt udstyrede med benudskjæringer. Hans stolthed var harpunen, hvis lange spids af narhvaltand han triumferende viste mig. Han forklarede mig ogsaa meget anskuelig, hvordan kastetræet benyttedes, og hvordan harpunen ved dets hjælp slynges ud med større kraft. Af sine vaaben og sin kajak er enhver eskimo stolt, og paa deres udsmykning lægger han meget arbeide.
Imidlertid var solen gaaet ned og natten brudt frem, det eventyragtige ved hele denne scene og disse mennesker, omgivne af is og sne paa alle kanter, blev i endnu høiere grad fremtrædende. Mørke skikkelser bevægede sig frem og tilbage paa berget; mest eiendommelig
