Gjestfriheden hos menneskene langs denne øde kyst kjender
forøvrigt ingen grænser, selv sin værste fiende kan de behandle vel
og underholde i flere maaneder, hvis omstændighederne tvinger ham
til at tage ind hos dem; naturen og deres omflakkende liv har
tvunget dem baade til at tage og yde gjestfrihed, og den er bleven
til lov hos dem.
Da vi havde nydt opholdet i teltet, saa længe vi ønskede, hvilket for et pars vedkommende var, som omtalt, særdeles kort, gik vi atter ud i det frie.
Efterat vi nu havde udseet os en leirplads paa en klippeflade lige ved landingsstedet, begyndte vi at bringe vore sager iland, men straks styrtede en skare eskimoer til baadene, og masser af hænder blev nu ivrig sysselsatte med at bringe vore kasser og sækker opefter bergskraaningen; hver eneste gjenstand blev ledsaget af undrende udraab, idet man lo og havde det ganske utrolig fornøieligt; især var de store blanke blikbokser, hvori vi havde meget af vor proviant, kilde til en ustyrlig glæde og beundring, idet de gik fra haand til haand og blev undersøgte og befølte paa alle ender og kanter.
Snart var baadene tomme, og vi skulde faa dem paa land; straks tog alle fat, dels i baaden og dels i fanglinen, som man stod og drog i i en lang linje opefter berget, der var vel mindst 20 eller 30 mennesker om at trække en tom baad op; det var moro, og da en af os begyndte at synge ud paa almindelig sjømandsmaner: «alle mand, paa en gang, hal i o-haai!» da steg glæden til sit høidepunkt, man stemte i med og lo, baade børn og voksne, saa man næsten ikke kunde trække; vi var nok efter deres mening nogle yderst fornøielige skabninger.
Snart var baadene oppe, og vi skulde slaa vort
